STRESSHÅNDTERING
Jeg tilbyder konsulentstøtte til stresshåndtering til både enkeltpersoner og til virksomheder.
I forhold til sidstnævnte vil jeg kunne yde konsulentstøtte med fokus på alle niveauer, både forebyggende og problemløsende.
Jeg skal også henvise til mine afsnit omkring “Terapi”, “Supervision / coaching” og “Profil”.
HVAD ER STRESS?
Stress er ikke en sygdom. Stress er organismens svar på belastning. Stress i lang tid kan få helbredsmæssige konsekvenser!
I DAG DEFINERES STRESS NORMALT SOM:
En individtilstand karakteriseret af kombinationen af høj anspændthed og ulyst.
Symptomer på stress kan være fysiske (fx svimmelhed, mavesmerter og hjertebanken), psykiske (fx hukommelsesbesvær, træthed og depressive symptomer)og adfærdsmæssige (fx søvnløshed, vrede og nedsat præstationsevne).
HVORFOR FÅR NOGEN STRESS?
Det er interaktionen mellem det der sker, og den måde hændelsen opleves på, der er afgørende for stressoplevelsen, og dermed om man får stress.
“I et behandlingsperspektiv er det mest interessante ikke, hvordan man har det, men hvordan man ta´r det”
Forskningen peger dog på en række faktorer (stressorer), som kan være med til at udløse stress. På det arbejdsmæssige område fremhæves især følgende
– kaldet “de seks guldkorn”:
- Lav indflydelse på eget arbejde og arbejdsbetingelser
- Lav mening i arbejdet (sammenhæng og formål)
- Lav belønning (løn, karriere, anerkendelse) i forhold til indsatsen
- Lav forudsigelighed om vigtige ændringer og planer
- Lav social støtte fra ledelse og kolleger
- For høje eller for lave krav til arbejdet (kvantitative eller kvalitative)
STRESSHÅNDTERING
Ovennævnte stressorer er vigtige områder at have fokus på, når vi skal håndtere stress på arbejdspladsen.
I kombination med ovenstående er det samtidig vigtigt at anskue arbejdsbetinget stress på de forskellige organisatoriske niveauer.
- Individ
- Gruppe
- Ledelse
- Organisation
Niveauerne hænger sammen, men hvert niveau har sin særlige betydning og stiller særlige betingelser, når stress skal forklares og håndteres.
På organisationsniveau handler det bl.a. om at have fokus på kulturen, procedurer, ansvarsfordeling, politikker og sammenhæng mellem opgaver og ressourcer. På ledelsesniveau handler det bl.a. om, at lederen formår at forholde sig til sin egen stress, håndtere medarbejdernes stress og overordnet set sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. På gruppeniveau er vigtige områder det kollegiale samarbejde, procedurer for kollegahjælp og den lokale kultur – herunder mødekulturen. På individniveau er det bl.a. vigtigt, at man er bekendt med egne signaler på stress, tør tale åbent om egen stress, prioriterer sine samarbejdsrelationer og lærer forskellige copingstrategier.
“Monday I have friday on my mind” (The Easybeats 1967)
Glimrende rocknummer, men nok ikke den mest hensigtsmæssige coping-strategi..!